Wishing upon a shooting star

Kategorier By Nette, Tankestreger

Vi går til familieskydning. Altså, det handler ikke om at skyde hinanden – og det har heller ikke noget med skoleskydninger at gøre, selvom det foregår på skolen, som vi bor lige ved. Det handler til gengæld om om at finde fokus og ro. Det er nemlig pissegodt, når man har angst, koncentrationsbesvær eller anden uro i krop eller hjerne in general.
Eller bare, hvis man er lidt skydegal og har lyst til at pløkke papskiver i smadder.

Egentlig skulle Oliver og hans far bare gå til det – men det kostede kun en 500-lap, og så kunne hele familien få lov at skyde løs, når og hvis man fik lyst.
Så det blev en familieting torsdag aften, i en periode.

Første gang.

Den første gang jeg stillede mig ind på skydebanen, blæste angsten så voldsomt i kroppen, at det var meget tydeligt uden på. Med rystende hænder og guidance fra en af instruktørerne, fik jeg indstillet bordet i højden, lagt riflen i bøjlen. Skiverne blev hængt op og susede ud for enden. Hørebøfferne strammede og hjertet dunkede, synet var sløret og det summede så meget i fødderne at jeg næsten gav op, men alt var sat klart og det ville være pinligt at bakke ud nu.

Point of no return.

Værsgo, sagde Instruktøren. Prøveskiven var ude. Jeg tog en dyb indånding, pustede langsomt ud, lagde patronen i og klikkede riflen klar. Lagde kinden til, lukkede det ene øje – tog sigte med det andet og trak vejret dybt. Mens jeg pustede langsomt ud igen, zoomede jeg langsomt ind på målet, lagde fingeren på aftrækkeren og mærkede roen drive ind over mig.

Plaff.

Lader igen, og tager endnu et prøveskud.

Plaff.

Denne gang kører vi skiven ind.
Jeg er overrasket!
Har sgisme sat dem begge i en solid 9’er! Godt nok på hver side af centrum, men det er da ikke dårligt af en absolut nybegynder!
Og det væsentligste blev, at roen blev gjort meget tydelig for mig.
Jeg er en resultatorienteret type og det er simpelthen bare lettest at forholde sig til tingene (og livet), når det er konkret!

Her havde jeg et bevis på, at jeg havde lidt mere kontrol! Det var fantastisk! Jeg skød vistnok omkring 172 dengang. Til Jyllandsstævnet, hvor jeg pt sidder med det her skriv, har jeg i første runde skudt 182 og i 2. runde 187 med 4 krydstiere (#BullsEye!) Det er ikke sejt, jeg har i hvert fald skudt mere flere gange- men taget i betragtning af, at jeg kun skyder et par gange om året, så har jeg heller ikke de helt store forventninger.
Det lyder som en god undskyldning. Det er det jo nok også. Det er nok en taktik jeg ubevidst har udviklet, for at holde tankerne i ro.

No expectations, no dissappointment.

Hvis jeg ikke forventer så meget, så bliver jeg ikke så let skuffet – derfor taler jeg nok også mig selv ned nogle gange. Ikke kun for at andre ikke skal blive skuffede over mig, men også for min egen skyld. Det betyder noget for mig, at jeg har en undskyldning, hvis jeg ikke slår til. For når jeg skuffer mig selv – så kører tanketoget lige lukt i selvhadsrillens spor, og så ender det her, hvis jeg ikke passer på.
Fra jeg var helt lille, har jeg lært, at jeg kun kunne stole på mig. Det lyder måske voldsomt men, hvis man bliver svigtet nok gange, så bliver man bekræftet i at man ikke kan have tillid til andre. Og det blev jeg. Svigtet. Bevares, der var gode og trygge mennesker i mit liv – men jeg turde ikke stole på dem, fordi de ikke kunne gennemskue mit skuespil. De kunne ikke se mig. Bag facaden. I don’t blame them – jeg valgte nemlig, at blive min egen lykkes smed. Køre mit eget show og vise verden og mig selv, at jeg var helt okay. Det er nok også derfor, at det her med Angsten ligesom har taget så hårdt på mig. At jeg ikke kan stole på mig selv mere. At jeg ikke er i kontrol.
Og lige på dét punkt, har jeg apparently store forventninger til mig selv.

Meeeen det handler sandsynligvis om, at jeg er bange for at ramme ved siden af målskiven.

Jeg er effing bange for, ikke at ramme bare i nærheden af mit imaginære mål om, at være helt perfekt. But aren’t we all?
Men hvad er det perfekte liv?
Jeg mente det var kernefamilien. Så jeg sigtede og gik efter hele pakken:
Villa, volvo, vovse (ikke bogstaveligt talt jo, but you know what I mean),
styr på livet og styr på mig selv.
At være helt average og samtidig være anerkendt og ekstraordinær!

Næsten i mål.
Men så skete livet. Eller nærmere døden. Det slog bare klik og vendte op og ned på det hele, og rodede rundt i målskiverne.
Det var som om løbet pludselig var kørt stoppet til af alle tabuerne. Af alle hemmelighederne.
Og det krævede lidt af en udrensning, så der igen kunne laves et clean shot.
Og så krævede det lidt mod og hjælp til at tage sigte igen.
#ÆrligtTalt, så synes jeg det er hellahårdt, når det ikke føles som om der er en konkret liste at sigte på længere.

Lige i tiden føles det næsten, som om jeg skyder i blinde igen. Men det handler selvfølgelig om at blive ved med at skyde – for ellers vil jeg aldrig ramme. Men når jeg rammer (for langt) ved siden af og det føles som om jeg skyder mig selv i foden, så er jeg nødt til at trække mig lidt, pege riflen i en anden retning, regulere bordhøjden, skrue på sigtet.
Justere ind. Igen. Igen. Igen.
Om lidt er jeg klar til endnu en runde mere:

Breathe, aim and shoot to kill!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *