Der findes store og små emner, der kan være svære at tale om.

Et tabu defineres på ordnet.dk som:

Område eller emne som man i en kultur ikke beskæftiger sig med fordi det vækker stærke følelser, fx af skam eller blufærdighed

Et af disse emner har ramt mig i nat. Det er noget værre lort. Faktisk.
For nogle anses det måske ikke som det store tabu, men som noget helt naturligt,
men jeg er nok lidt blufærdig på det her område.

Sidste indlæg (læs det ved at klikke her) skrev jeg om de dersens Sorte dage.
Det er slet ikke det, som jeg er ude i pro tempore.
Men jeg ligger alligevel herhjemme og glor.

I går morges fik jeg en sms af Oli kl.06:51:

“Mor kan du komme ned med em spand”

Indrømmet. Jeg tvivlede på, om han nu også virkelig var skidt, men han fik en spand og besked på at hvile, og jeg gik på forældreintra og adviserede skolen om hans fravær.
Og så tog jeg på job.
Indtil kaffepausen gik det helt fint. Indtil det ikke gjorde det mere.
Og lige før frokost måtte jeg kapitulere og  ringe ud til min kollega og bede hende overtage resten af min tjans – for jeg var ramt.
Og jeg hastede hjemad til Oli.

Jeg lever med en konstant dårlig samvittighed – det har jeg lært at acceptere.
Eller dvs. jeg har lært at navigere i den ved at prioritere, hvad jeg kan leve med at have dårlig samvittighed over.
Som nævnt i tidligere indlæg, har jeg altid gerne villet opretholde det her image af, at være en “Pæn pige”. Et ordentligt menneske.
Og jeg har haft helt klare holdninger til do’s and don’ts – mest skabt ud fra eksempler på, hvordan jeg i hvert fald ikke ville være.
Fx betyder det meget for mig, at være “sådan en, der arbejder”.
Da Angsten for alvor rykkede ind, var jeg lige ved at miste mit job.
Det skræmte mig og min selvtillid blev lige så ikke-eksisterende som mit selvværd.
Derfor er jeg også enormt bange, hver gang jeg melder mig syg – så der skal meget til, før jeg kapitulerer.
Før jul, var jeg virkelig skidt – ondt i halsen, feber, hovedpine, ondt i hele det blegfede korpus.
Men jeg kunne arbejde. Så det gjorde jeg.
Man kan klare meget, hvis man bare klemmer ballerne sammen.

Een ting kan jeg altså bare ikke arbejde med:

Sprutteskid.

Og det lige det, der har ramt mig – og så duer det sgu ikke at bevæge sig ret langt hjemmefra!
Da slet ikke ind i en produktion!
Det kunne skabe den rene shitstorm i kvalitets- og hygiejne afdelingen…
Og det’lårt giiiijer man jo bare slet ikke – vel!?

Er der noget, som jeg normalt bare ikke rigtigt taler om – så er det fæces.
For selvom størstedelen af os har et røvhul (og flere nok også er røvhuller eller gift med et), så har jeg altid haft det lidt svært med at folk ved, at jeg også kan være fuld af lort – literally. Og at det lugter.
Måske det bare er mig, der tænker sådan her… men jeg har ikke problemer med at gå på et toilet, hvor en anden har “lunet brættet lidt”, pænt sagt. Ikke at jeg ligefrem kan lide lugten i bageriet, men det er altså ikke det, der gør at jeg alligevel vælger et andet toilet – det er mere tanken om at personen, der kommer efter mig, tror det er mig, der lugter indeni!

Og det er jo fjollet! I know!

Scheisse

 

Så nu er det ude:

Hej, jeg hedder Anette, og jeg har et røvhul.

Nej, jeg taler ikke om det røvhul jeg er gift med.
Selvom han også kan være fuld af lort. Tøhø

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *