Keep calm and walk along

Kategorier By Nette, Tankestreger

Der er taget hul på første del af årets største kapitel for mit vedkommende.

Jeg har altid været bange.

Bange for at falde uden for. Og bange for at høre til. Bange for at skille mig ud. Og bange for at være intetsigende.

I dag har jeg grublet en del.

Jeg har været til forsamtale før opstart på gruppeterapi.

Det gjorde sgu nas. At skulle fortælle -igen- om alle de hændelser henne i den dårlige del af fortiden (for der var en god del også- ellers havde jeg ikke været i live i dag!), og ikke bare overfladisk snak – men i detaljer! Det tærer sgu på nerverne.

Jeg mærkede stemningen fra dengang, vende tilbage.

Utrygheden. Uroen. Ensomheden. Skammen.

Jeg overlevede dengang ved at benægte. Kun huske på alt det sjove og gode. Skolen, venner, Mormor&Bedstefar, aftenklub, udetid. Lærte ubevidst at lukke ned for følelser og fokusere på at overvinde fjenden ved at være rationel.

Satte mit liv op til at være “the good girl”. At jeg kunne noget. Være noget. I teenageårene dog kun udadtil. For helt kliché-agtigt røg jeg ud i noget skidt. Ikke slemt, og dog alligevel totalt taberagtigt blev jeg fanget i at være sådan et sølle underskudsmenneske, som ikke havde ret meget andet indhold. Dét jeg egentlig havde svoret for mig selv, at jeg aldrig skulle ud i. Misbrug.

Og så mødte jeg Thomse. Ham der den seje rich kid fra kernefamilien. Med hund og bil og fremtid. Ham der kunne give mig alt det, som var “rigtigt”. Alt det jeg higede efter- som lå så langt væk fra dét jeg kom fra! Min udvej.

Og så gik jeg all in på at pleje mit overjeg. Ubevidst, självklart. Bygge familie og hverdag og karriere.

Men hvad fanden er der så galt med mig?

Hvorfor gå i terapi? Well. Jeg går til dels i terapi for en barndom m. en røvfuld traumer, der kommer tilbage som små flashbacks og skyder en omgang angst af.. og så toppet med en ordentlig omgang psykisk terror.

Jeg er ikke i tvivl om, hvorfor jeg er som jeg er – hvorfor jeg har det som jeg har det. Det er i høj grad pga en mand. En mand, som er far til mine brødre – og som jeg derfor ikke bare ukritisk kan omtale som det, jeg har oplevet ham som. For nok var han et monster gennem det meste af mit liv- men han har trods alt givet mig mine 3 små brødre. Og dem har jeg den dybeste respekt for. Han er deres far. Og når jeg deler fortællinger om ham, så vil de utvivlsomt blive ramt på en eller anden måde. De kender mine holdninger til ham og flere dele af fortællingerne (de har jo også selv været der), og har ikke dømt mig – og jeg dømmer ikke dem for, hvordan de forholder sig til deres far. Mine brødre er vigtige for mig. Så jeg vil forsøge, ikke at disrespektere deres far. (Eller vores mor!) Men jeg vil af med skammen. Og derfor har jeg valgt at være ærlig- at dele min historie. Så jeg kan måske kan slippe skammen. Og i bedste fald; hjælper en anden?

Så han vil blive omtalt som Mo. her på siden fremover.

Ja. Og så er det pga. min mor. Som var alkoholiker i mange år. Og lige så fanget i hans spind. Min mor, som ikke formåede at passe ordentligt på mig, dengang- og selvom jeg til fulde forstår hendes handlinger eller mangel på samme – så ligger der en følelse af svigt. Hun kæmpede hårdt – og gjorde alt, hvad hun kunne for at vi børn havde det så godt som muligt, og i mange henseender lykkedes hun med det – særligt efter hun blev tørlagt.

Helt kort fortalt har jeg altid fået af vide af Mo., at jeg ikke skulle have været her (på jorden) og at jeg kun var sat på jorden for at ødelægge. Hans familie. Hans liv. Alles liv. At verden ville være bedre uden mig. Og selvom jeg logisk set godt ved, at han ikke har ret – så føles det stadig ofte som om jeg ikke har værdi. Og selvhadet har overtaget mine tanker – så jeg sjældent kan tro på, når folk siger noget pænt eller roser mig. Jeg bliver i stedet ret skeptisk. Fejltolker. Men udadtil har jeg pli til, at sige pænt tak. For det skal man jo. Men inderst inde tvivler jeg. For jeg føler det er løgn.

Den følelse skal elimineres!

Derfor:

“Hej, jeg hedder Anette, og jeg går i gruppeterapi”

Jeg har allerede været igang med 9x intro. Men om lidt bliver der skruet op. Reel terapi. Hver onsdag. I op til 2 år. Det er intensivt. Og jeg tror jeg er nødt til, også at “lukke lidt af” for det hele de øvrige dage. Ellers er jeg bange for, at det bliver for meget for mig.

Jeg har mest af alt lyst til at bakke helt ud. Men tidligere erfaring skriger på, at jeg skal igennem det her. Jeg kommer ikke uden om.

Keep calm and walk along

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *