En grøn opvækst

Kategorier By Nette

Følgende skriv er skrevet og sendt på opfordring af en kvinde fra instagram, der på et tidspunkt efterlyste tabubrydere. Jeg meldte mig og fik tømt hovedet en tidlig morgen i efterårsferien.

Da denne blog handler om at bryde tabuer- skal den selvfølgelig også ligge her.

Mit navn er Anette, og jeg er barn af en alkoholiker

Jeg sidder her i Level 35 af det spil, de kalder livet.
Jeg har alt det, som normerne dikterer – kernefamilie, ejerbolig, biler, sommerhus,
uddannelse(r) og et godt job. Jeg har gode venner og veninder og går jævnligt i fitness, på
café og på tur.

Hvad mere kan man ønske sig?

Som med alt andet, ser mit liv måske meget almindeligt ud, hvis man ser overordnet på det.
Hvis jeg havde set på mit liv gennem barndommens briller – ville jeg endda have dristet mig til at sige, at jeg lever drømmelivet!

Men noget er off. Som i helt off.

Jeg er barn af en misbruger.

Man forestiller sig måske et monster nu- en stereotyp spritter og en arm med noget gummibånd og kanyle. Sådan var det slet ikke. Det var en barndom med grønne flasker og
receptpligtige tabletter i mintpastil-æsker.

Vi var en ganske almindeligt fungerende arbejderfamilie – mor, stedfar, små halvbrødre. Vi
gjorde alt det man skulle. Min stedfar tog på arbejde før jeg stod op, min mor vækkede mig da hun og min ældste lillebror cyklede hen til børnehaven. Jeg gik tidligt i skole, så jeg kunne nå at være sammen med mine veninder inden det ringede ind. Jeg var et dydsmønster i skolen. Når vi havde fri havde jeg pligter, der skulle ordnes – men ellers kunne jeg bare rende ud og lege. Jeg skulle bare være hjemme kl. 17 til spisetid. Når vi havde spist, tog jeg oftest ud og lege igen til det blev mørkt, så kom jeg hjem og gik i seng.
Det lyder vel egentlig meget fornuftigt, sådan sort på hvidt, og når jeg refererer til min barndom har jeg altid tænkt og følt det som værende en god barndom – sådan over all.
Min hjerne har nemlig kreeret sådan en eminent funktion, der hedder “Fortræng”. Den husker bedst min tid, når jeg var alene hjemme – eller hjemmefra. Min hjerne vil helst
ikke i kontakt med de minder, der også er at hente derhenne i min barndom. Minder om den konstante frygt for, at hidse min stedfar op. Om min mor, der ligger døddrukken på den korte side af hjørnesofaen, på en ganske almindelig hverdag og kaster
op i den spand, der altid stod klar bag sofaen. Om mig, der skal fodre min bror af med rugbrødsmadder og putte ham i seng. Om kassettebåndafspilleren på mit værelse, der skulle spille højt nok til at overdøve skænderierne for min lillebror – men lavt nok til ikke at
tiltrække opmærksomhed. Minder om flasker, der klirrer i min cykelkurv, mens jeg tramper hen på tanken efter flere øl og smøger inden den lukker – selvom det er skoledag i morgen.
Min hjerne kan sagtens huske det – men den foretrækker at lade være. Den vil ikke se på detaljerne. For overordnet så det hele jo fint ud.

Både min mor og stedfar drak. Og da min mellemste lillebror kom til, da jeg var i level 10, fik hun en fødselsdepression, som hun blev medicineret for.

Store dele af barselen foregik på
sofaen, med øl og benzodiazepiner i tiltagende mængder- reglen hed, at man ikke drikker alkohol før kl. 12. På den måde kunne hun langsomt få oparbejdet en let beruselse, som
kunne gøre det udholdeligt at eksistere, indtil de små var lagt- inden hun så gav los og drak sig i koma. Inden 12 var hun næsten utålelig. Hun blev hurtig hidsig og stod med knyttede næver og tungen foldet mellem sammenbidte tænder, mens hun bouncede af raseri. Så
imploderede hun, og jeg stod tilbage med følelsen af at have svigtet hende. Igen.

Når hun havde fået et par øl, var hun roligere, mere selvsikker, gladere. Vi satte pigerock på pladespilleren, lavede mad og gjorde rent. På den måde var samspillet meget fint fordelt
mellem os- så længe den lille fjer sad i hatten. Når min stedfar kom hjem, vejrede vi situationen – og forsøgte at agere ud fra hans temperament. Det var ikke let – man kunne hurtigt komme til at kigge forkert på ham eller sige en forkert lyd. Det bedste var, når han kom hjem, slugte sin aftensmad i larmende stilhed og dejsede om på sofaen. Hvis min mor
havde drukket for meget, når han trådte ind af døren, havde hun svært ved at manøvrere rundt i det minefelt – jeg tror faktisk det var derfor hun kunne holde nogenlunde igen med
alkoholen til han sov -frygten for at komme til at udløse eksplosionen af nederdrægtige kommentarer, flyvende askebægre og trusler, som han hvæsende prustede efter en, mens han stod med knyttede næver, sammenbidte kæber og sitrede af rødglødende raseri. Måske det kan fornemmes lidt, hvordan stemningen har været i mit barndomshjem – og
hvorfor min hjerne ikke rigtig evner at være i de tankebaner for længe.

Min mor og stedfar er i dag døde. Min mor fik en blodprop i level 49 og min stedfar tog sit liv 100 dage efter. De efterlod mig med friheden til at føle alt det, jeg ikke havde følt i min barndom. Angsten væltede ud og bragte mig i knæ. Alt den styrke jeg havde opbygget gennem hele mit liv, havde jeg bygget på frygten for at blive ligesom dem. Jeg havde lært at
“tage mig sammen” og “holde sammen” på mig selv, så jeg kunne være “perfekt” og “dygtig”.
Jeg lærte meget tidligt i mit liv, at mine følelser ikke betød noget, og at jeg ikke kunne regne med de voksne. At jeg var den der måtte og kunne passe på mig – og mine brødre, og min
mor. Jeg var den, der havde ansvaret – og selvom jeg ikke rigtigt magtede det, så tog jeg det ansvar og ignorerede mine behov. Al min energi gik til at fornemme stemninger, lytte efter
alarmsignaler, forudse katastrofer.
Da jeg gik i 2. klasse læste jeg biblen for 4. gang. (Og her var ikke tale om
børnebiblen). Jeg ville så gerne finde troen på, at der var en højere magt, der passede på mig. Som ikke svigtede mig. Jeg bad en rutinepræget fadervor hver aften i en lang periode, for at komme i kontakt med Gud, for jeg kunne ikke forstå, han ikke sendte hjælp.

Måske bad jeg forkert? Måske var jeg et djævlebarn, som min stedfar hvislede efter mig. Måske var det derfor Gud havde opgivet mig?

Da vi skiftede til gul gang på skolen (dvs. da jeg startede i 3.klasse), nåede jeg frem til den erkendelse, der har gavnet mig enormt meget i min barndom: At jeg kun kunne stole på mig selv. At jeg – alene – måtte få tingene til at fungere. Jeg måtte passe på mig. Være min egen soldat, i det her spil. Jeg lærte at pakke
mine følelser væk, rationalisere og tilpasse mig omverdenen, så alle ville kunne lide mig. Ingen måtte synes jeg faldt uden for normen. Jeg skulle være den bedste, den rigtige, den
søde, den ordentlige. Ikke nødvendigvis perfekt, men klog og anerkendt.

I dag betyder det, at jeg stadig er på vagt over for fare. Jeg har jævnligt angstanfald og flashbacks – jeg har brugt mange tusinde kroner på psykolog og går nu i gruppeterapi en
gang i ugen. Jeg arbejder stadig fuld tid – også selvom det udmatter mig psykisk. Jeg tør simpelthen ikke give slip. Jeg tør ikke risikere at blive fyret.
Jeg er “sådan en, der arbejder”, ikke sådan en, der hører til socialklasse 5.
Jeg var i mine teenageår på vej ud på et sidespor, men pludselig dukkede den her unge fyr op, med eget hus, bil, hund og noget kernefamilie i baghånden – og jeg så mit snit
til at få alt det, som normen dikterede. Vi flyttede hurtigt sammen, og 14 mdr efter vi mødtes, kom vores søn til verden. Nu havde jeg for alvor noget at miste – både mand, familie og
ansigt. Så jeg gjorde mig dygtig til at være en god kæreste og mor og studerende – ingen skulle kunne sætte en finger på noget! Jeg syntes egentlig alting gik godt for mig. At jeg næsten havde vundet i livet. Lillesøster kom også til og gjorde min forestilling perfekt. Kernefamilien. Min kernefamilie.
Jeg er ikke i tvivl om, at forestillingen betyder meget for mig. Jeg er opvokset med grundtanken:

“Hvad tænker naboen ikke”.

Anerkendelse er noget af det, der fodrer min selvtillid – og selvtilliden er det, der har båret/bærer mig. Anerkendelse fra min omverden har
givet mig modet til at turde bryde ud af den sociale arv. Deres tro på, at jeg var stærk og klog og god, har netop drevet mig til at opfylde de udsagn. Men komplimenterne har ikke fæstnet sig i mit selvværd. Jeg kan ikke tage det ind, når jeg får ros. For inden i, føler jeg mig falsk. Uduelig. Svag. Alt det, som min stedfar fortalte mig, at jeg var – helt frem til mit bryllup i 2008, hvor han fulgte mig op af kirkegulvet.

Vi hadede hinanden.

But the show had to go on.

Angsten kom buldrende i 2015 og tog min selvkontrol, og siden har jeg kæmpet med at stole på mig selv og jeg føler, at jeg har svigtet mig selv, så selvhadet har været altoverskyggende.

Jeg skammer mig over min barndom. Også selvom jeg ikke var skyld i den. Den skam forsøger jeg at slippe af med – blandt andet ved at dele mine tanker og og forsøge at identificere alle mine følelser, når de dukker op. Det er svært, når man i mange år har været “lukket ned” emotionelt. Og det er skræmmende ad helvede til, at lukke folk ind bag facaden.
At lade dem se den lille sårbare pige, der har higet efter kærlighed og accept hele sin barndom. Hvad nu hvis… jeg bliver forladt, skubbet væk, ignoreret, fyret, udelukket. Hvad nu
hvis jeg falder, og aldrig kommer på fode igen?
Eller hvad nu hvis jeg bliver elsket? Så risikerer jeg at miste det igen? Min mor gik fra min stedfar 7 år før hun døde – hun var tørlagt alkoholiker indtil kort før sin død, og vores
forhold var fantastisk i den periode, og det ødelagde mig, da jeg mistede hende.

Det skræmmer mig, når alt er godt – for jeg ved jo, at det ikke varer ved. Så jeg forbereder mig
på smerten.

Lukker ned. Bliver kold og praktisk.

Så jeg har det hele – alt det man kan drømme om. En dejlig familie, et godt fysisk helbred, karriere, venner og et liv med muligheder. Nu skal jeg bare lære at hvile i det. I mig
og mine følelser. Jeg tror at vejen ud af mørket, er gennem sandheden. Derfor vil jeg gerne
være med til at bryde tabuet – og give et mere nuanceret billede af, hvad det vil sige at have
en grøn opvækst i rygsækken – på den ikke-klimavenlige måde. //A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *