Alle mine kyllinger kom hjem!

Kategorier By Nette, Tankestreger

“Vi tør ikke!”

“Hvorfor ikke?”

“For ræven!”

“Hvad gør han?”

“Spiser vores kød og drikker vores blod!”

Jeg er tilbage i folkeskolen, hvor vi står på stengangen ud for rød gang. Jeg står i den ene ende – legen kører på de sidste minutter. Der er efterhånden en del ræve, der står på spring – og jeg står med ryggen mod muren, hjertet pumper, øjnene flakker og blodet bruser og varmen lyser rødt i kinderne.

“Kom alligevel!”

Runger hønemors skingre barnestemme fra den anden side af stengangen. Det ekkoer på den lange stenbelagte gang, forventningens spænding hænger i luften: “Overlever vi kyllinger til endnu en runde i legen?”

Sådan føles det temmelig ofte, når man er mig. Som om der venter en rejse foran mig. En rejse, hvor det gælder om, at drible uden om faren, så jeg kan komme sikkert hjem i havn, så jeg kan overleve endnu en dag, herhenne i livet.

Jeg spæner afsted. Styrter frem uden at se på forhindringerne, der kommer nærmere – de føles som mørke skygger, der popper op i periferien. Jeg mærker skyggen nærme sig, hører blodet larme i mine ører og skaber en osteklokke omkring mit hovede. Jeg kan mærke trykket for brystet og i ørerne, når foden rammer flisen og pludselig føles det som om det hele går i slowmotion!

“Døøøød!” råber ræven

Men jeg er lille og hurtig, dukker mig under armen, og laver et uplanlagt og lettere uelegant rullefald og triller i sikkerhed hos hønemor og de andre resterende kyllinger.

“Jeg klarede det” tænker jeg, og ser ud på rævene som, igen, er steget i antal og dermed er sandsynligheden for at blive fanget øget… men legen fortsætter. Hønemor står snart klar i den anden ende af stengangen – klar til at starte rejsen forfra.

Vi griner – og selvom farerne lurer forude, så rejser jeg mig, børster mine skrabede knæ og gør klar igen. Jeg håber. Jeg tror.

Det er nemt, når man leger. At komme hurtigt på fode igen. At turde håbe. At turde tro.

Men når jeg ligger under dynen om morgenen og gruer for dagens udfordringer, så kan det føles helt og aldeles uoverskueligt. Hele mit korpus gør klar til endnu en farlig færd ud i livet. Adrenalinen danser i blodet, osteklokken får virkeligheden til at virke surrealistisk og tankerne myldrer ud og skaber kaos i tankebanerne, til der til sidst skabes en trafikprop, hvor anfaldet lukker alle former for logik ude.

“Døøøøød!” runger det i kraniet.

Og så går det amok i mit indre.

Når det er værst, tør jeg ikke give slip på væggen og løbe afsted. Så bliver jeg her, under min trygge dobbeltdyne, og samler energi og mod til endnu en løbetur ud i livet. Andre dage finder jeg modet (eller skyklapperne) frem – og spunser afsted, og når jeg når i mål til aften, vender jeg mig og ser på ræveflokken, som jeg netop har overvundet. Men jeg kan ikke rigtigt finde ud af at glæde mig så længe – for jeg ved jo at i morgen skal jeg løbe igen.

Da jeg var barn, var den her leg en af favoritterne. Men kun i skoletiden. Livet i familien, var fuld af skygger, og jeg var ikke ret gammel, da jeg, første gang, lagde en plan som skulle hjælpe mig igennem livets kyllingeleg.

“Jeg kan bare lade mig fange. Det er lettere at være ræv. Det er mindre krævende at være død. Det er min udvej. Når jeg ikke vil kæmpe mere, så kan jeg bare dø”.

Jeg vil ikke dø – men jeg har nærmest haft det som en oprigtig valgmulighed, hele mit liv. Det er naturligt for mig, at tænke det, som et reelt alternativ.

Og det er det stadig. I tankerne.

Når jeg bliver ramt, er selvmordstankerne helt naturlige. De er en del af min tankerække – og ikke farlige, for jeg har ikke planer om at gøre noget ved dem. Men det er en stor hjælp, når jeg synes udfordringerne forude har hobet sig op – at der er et alternativ til at kæmpe mig igennem.

Reelt set, er det jo ikke længere en mulighed. Det har det ikke været i knap 16 år.
For det må man jo ikke. Ikke når man er nogens mor!

Jeg er ikke bange for de tanker. Så længe det bare er tanker. Og det er det jo, når jeg ikke er presset helt ud over kanten.
Men når angsten råber “Ulven Ræven kommer” alt for tit, så begynder jeg at frygte presset for at løbe.

Og så kommer angsten for angsten.

For jeg ved, at jeg kan blive presset derud, hvor selvmordstanken bliver til en decideret selvmordsplan. Jeg har været der. Meget tættere på, end det egentlig var meningen. Der, hvor jeg ønskede at slutte legen, lade mig overmande af en af rævene, og simpelthen give op.

Selvom jeg på ingen måde ønsker at vælge livet fra, så er det dét, der sker, når min mentalisering svigter. Så er det pludselig en valid smertelindring.

I hvert tilfælde i tankerne.

Det er periodisk set helt normalt for mig, at min første følelse, når jeg vågner om morgenen, er skuffelse. Skuffelse over at jeg ikke bare er sovet stille ind. For nu venter endnu en dag med løb jo forude. Det er altså ikke så meget et ønske om død, men om at slippe for at vågne til endnu en runde i livets kyllingeleg – giver det mening?

I 2015 døde min mor. Jeg var enormt presset af angsten, af Mo. der re-entered mit liv, af at være en af de ældste i min nære familie i en alder af 30 år. Presset af mine forventninger til mig selv og det faktum, at jeg på ingen måde følte, at jeg var i stand til at indfri dem. Jeg kunne ikke gennemskue konsekvenserne af mine handlinger og følte, at uanset hvad jeg gjorde, ville det ende galt. Dødeligt galt. Så tanker, blev til et reelt ønske, og ønsket blev til planer. Og planer, blev til plan. Heldigvis blev det ikke til mere, for min læge blev min redning, da hun “læste mig mellem linjerne”.

Jeg har skammet mig enormt meget over, at jeg var så tæt på – at jeg slet ikke havde kontrol over mine tanker. At jeg troede fuldt og fast på mine forstyrrede ræsonnementer.

At jeg næsten var så svag, at jeg gav op!

Hej, jeg hedder Anette, og jeg har været suicidal.

Selvmordstankerne popper stadig ofte op – men jeg ved nu, at det er en slags escapisme for mig. En dagdrøm, hvis man kan sige det. “I’d rather be dead than feel like this” En tanke om, at der er mulighed for at få fred fra mig selv og mit hovede. Det er en virkelig stor hjælp bare at have muligheden.

Hvis man har været suicidal, men er kommet ud på den anden side, symboliseres det ofte med et semikolon. Det gør det fordi forfatteren har haft muligheden for at slutte sætningen dér med et punktum, men vælger at forsætte alligevel. Det er sgu da en flot symbolik, at vi selv er forfattere på vores liv og kan vælge at fortsætte sætningen… ing’?

Jeg har skammet mig over at være sådan en kujon, med den her type tanker, men så længe det bare er tanker og idéer, er de ikke farlige… bare lidt unormale. Og det giver mening for mig, at det er “kommet ind med modermælken” og derfor er blevet et naturligt tankemønster for mig:

At give mig selv magten, til at beslutte, hvornår nok er nok. Hvornår semikolon bliver til punktum, i min livshistorie. At jeg til enhver tid kan stoppe med at lege kylling, og joine rævene på de dødes side.

Men, det er vigtigt for mig at slå fast: Jeg har ikke tænkt mig at tage mit eget liv.

Jeg har tænkt mig at vinde den her leg, lige til den dag, hvor døden fanger mig!

1 tanke om “Alle mine kyllinger kom hjem!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *